Fra marts 2014 til juni 2016 hærgede det største udbrud af Ebola i Vestafrika. Udbruddet strakte sig over seks lande og formåede at smitte 28.616 personer, hvoraf 11.310 døde.
Den 9. juni 2016 blev udbruddet erklæret for afsluttet.
Men desværre er Ebola ikke udryddet, og nye udbrud blev konstateret den 4. august 2018 i Den Demokratiske Republik Congo, som menes at strække sig tilbage til april. Indtil nu er der rapporteret 1.186 tilfælde med 751 dødsfald.
Nødhjælpsorganisationerne begynder at komme med meldinger om, at smitten er ved at være ude af kontrol, og man frygter, det udvikler sig til et større sygdomsudbrud -måske endda større end det tidligere i 2014-2016.
Myndighederne tilbyder en eksperimentel vaccine til personer, som har været i kontakt med smittede i et forsøg på at dæmme op for sygdommen.
Den vaccine som tilbydes, har endnu ikke været igennem alle de tests, som ellers er krævet for at sende sådanne produkter på markedet. Ingen grundige kliniske forsøg viser dermed vaccinens effektivitet og eventuelle bivirkninger.
I særlige tilfælde, når man taler om en dødelig epidemi, og der ikke er andre former for behandling, kan eksperimentel medicin tillades. Ellers skal udvikling og afprøvning af medicin følge nøje retningslinjer, som jeg har beskrevet i en tidligere blog.
En anden udfordring ved Ebola-udbruddet i Afrika er, at patienter og pårørende ikke går til læge, da man ikke har tillid til lægerne. Man vil hellere snakke med den lokale medicinmand eller åndeuddriver.
I Den Demokratiske Republik Congo svirrer rygterne også om, at lægerne giver ebola til patienterne, så de firmaer, der udvikler vaccinen kan tjene endnu flere penge, eller at virussen bliver spredt for at påvirke valgresultater i lokalvalg, da valg i de smittede områder bliver suspenderet for at begrænse smittespredningen.
At Ebola kan gives aktivt til folk af den ene eller anden årsag i lige præcis Den Demokratiske Republik Congo, kommer uhyggeligt tæt på fiktionen i min biologiske thriller ’Kampen om DRAGON’.
Samtidig er store områder i Den Demokratiske Republik Congo præget af kampe mellem forskellige oprørsstyrker og regeringen, så det er svært for nødhjælpsorganisationerne at være tilstede, uden at sætte deres egen sikkerhed over styr.
Ebola vil næppe kunne udryddes helt, da virussen gemmer sig i en art af flagermus. Så med jævne mellemrum vil smitten dukke frem, da den overføres fra flagermusene via blod, organer eller kropsvæsker til husdyr og derfra videre til mennesker eller direkte til mennesker, hvis de er i kontakt med smittede flagermus.
Ebola er en meget ubehagelig sygdom med en høj dødelighed. Alt efter virusvarianten i udbruddet er dødeligheden på mellem 50 og 80%.
Fra smittetidspunktet til døden indtræffer går der typisk 14-21 dage, hvor kroppen langsomt går i opløsning, og ofret dør en frygtelig død som følge af indre blødninger.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Commentaires