Ferien er forbi for de fleste, og hverdagen begynder så småt at finde sin rytme igen. Jeg håber, du har haft en dejlig sommer og fået tid til at fordybe dig i gode bøger, hvad enten de er blevet læst eller lyttet til. Ferier er altid en oplagt anledning til at koble fra med gode historier, men husk også at snige en god bog ind i hverdagen, når tiden tillader det.
Jacob Detlev med ny stemme
Inden sommerferieperioden fik Jacob Detlev-serien en ny stemme, hvilket har ført til en fornyet interesse for bøgerne. Jeg er utrolig glad for den varme modtagelse, den nye indtaling har fået. Den nye stemme tilhører Dan Schlosser, som har indlæst alle tre bøger i serien – og det med stor succes. Hvis du endnu ikke har kastet dig over serien om Jacob Detlev og hans kamp mod biologisk terror, er det nu et perfekt tidspunkt at komme i gang. Lyt til hele serien med Dan Schlossers imponerende indlevelse.
Tanja er taget på mission
Den næste bog i Tanja Storm-serien er på vej med titlen 'Overlevelse'. Jeg er i øjeblikket i gang med den sidste finpudsning, og hvis alt går efter planen, kan den lande hos jer læsere i december eller januar.
Denne gang tager Tanja på en befrielsesmission til Mali, hvor hendes nære ven Albert er blevet taget til fange. Men hun opdager hurtigt, at det er en verden til forskel at være officer i en velsmurt militærmaskine og så at lede en lille gruppe mænd uden den sædvanlige støtte og de militære ressourcer, hun er vant til. Det bliver en hård kamp for overlevelse.
Den første bog i Tanja Storm-serien, 'Opløsning', har også taget fart i Tyskland under titlen 'Verdecht', og jeg er spændt på, at den omkring den 1. september udkommer som lydbog på tysk. Det er en stor milepæl.
’Kampen om DRAGON’ kommer på lyd
Endelig kan jeg fortælle, at 'Kampen om DRAGON' snart vil være tilgængelig som lydbog. Tidligere har bogen været kendt under titlen 'DRAGON', men nu udkommer den i en gennemarbejdet version, også indlæst af manden med den gode stemme Dan Schlosser. Forhåbentlig bliver den klar til udgivelse i starten af november.
Kom til Egedal Bogfest
Den 5. oktober slår Egedal dørene op for en stor bogfest på rådhuset, hvor mere end 50 forfattere og 10 illustratorer vil præsentere deres værker. Uanset om du er til romance, krimi, noveller, rejsebøger, børnebøger, gys, grin eller gråd, vil der være noget for enhver smag. Det er gratis at deltage, og det er en oplagt mulighed for at møde forfattere, få en god snak og måske finde din næste favoritbog.
Jeg vil selv være til stede på en af standene, og jeg glæder mig til at tale med jer om at skrive krimier, der tager udgangspunkt i lokale miljøer. Jeg bor i Stenløse i Egedal Kommune.
Se programmet på www.egedalbogfest.dk
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments